skip to Main Content

BLOG

Vil du vide om du er nærværende?

Så kan du finde ud af det i dette blogindlæg.
Eller, du kan få inspiration til hvordan du finder ud af det.
For du er den eneste der ved det.
Egentligt.

Dit nærvær kræver faktisk en kontinuerlig opmærksomhed og eftertænksomhed. På dig selv, på dine handlemåder og på din tilstedeværelse i dig selv.
For, som jeg har skrevet i de tidligere indlæg på bloggen om dette emne: ellers glider fraværet nemt ind over.
Og fraværet var jo dén størrelse, som når den opstår ubevidst, så tackler den ligeså stille dit nærvær, dit ønske om at være nærværende.

Tilbage til det med opmærksomhed og eftertænksomhed.
På dig.
Fra dig.

Din krop, dine tanker og følelser har betydning for nærværet.
I praksis er de filtret ind i hinanden. Har indflydelse på hinanden. Er hinandens forudsætninger.

Ved alligevel at rette konkret opmærksomhed mod dem enkeltes, bliver det muligt at få øje på hvilken betydning de har for dit aktuelle nærvær, og om du er nærværende.
Og så er det muligt for dig at foretage påkrævede eller ønskede ændringer.

Du må være tilstede i og med kroppen.
Det betyder at du skal være opmærksom på dit tempo. Især når du står stille.
Mens du står, udsender din krop signaler om din tilstedeværelse.
Det er meget tydeligt at se, om en krop er på vej videre, selv om den står stille. Det kan ses på kropsholdningen. Og på den ro – eller mangel på samme – der er i kroppen.
Du skal også være opmærksom på dit åndedræt. For måden du trækker vejret på, har afgørende indflydelse på hvordan du er forankret i kroppen.

Du må være tilstede i og med dine tanker.
Det betyder at du må være samlet i tankerne. Ikke lade dem sprede sig – for meget i hvert fald. For en vis spredning giver jo luft mellem dem, og så er der plads til at stille spørgsmål, undre sig, få nye ideer mm.  Men du må hele tiden have det samlede perspektiv for øje.
Tankerne må være rettet mod det som sker, når det sker.  
Du må være bevidst om det fokus, dine tanker har og skal have. Også når de spreder sig.
En måde at gøre det på er via en målrettet opmærksomhed på dine tanker. Stil fx indimellem spørgsmålet: hvad tænker jeg på lige nu?
Så får du mulighed for at få tankerne tilbage på sporet, hvis de er vandret væk 😉
Og du får mulighed for at opdage NÅR DER DUKKER NYE OG GAVNLIGE TANKER OP, forhold til det som du er igang med!

Du må være tilstede i og med dine følelser.
Det er væsentligt at du er opmærksom på din følelsesmæssige tilstand.
I forhold til de reaktioner du får i forbindelse med det du er midt i. Og i forhold til den måde du går ind i det på.
Det er jo uundgåeligt – og vel heller ikke ønskeligt – at du kan holde dine følelser fuldstændigt adskilt fra det du gør. De er jo en del af dig.
Men da følelsesmæssige reaktioner oftest vækkes på baggrund af tidligere erfaringer, er det gavnligt at føre opmærksom på dem, når de kommer. Så du og situationen ikke oversvømmes af dem.
En måde at gøre dette på er helt konkret at være opmærksom på det når det sker. Være opmærksom når dine følelser “taler” til dig, når du reagerer. Og når du registrerer det, så flytter dig lidt væk fra reaktionen.
Der kan det at flytte sig i rummet være en god ide. En anden kropslig stilling og position kan være med til først at give et pusterum fra reaktionen – og derefter gøre det muligt at få et nyt perspektiv på reaktionen, betragte den på en ny måde (bla. placere den der hvor den “hører hjemme”)

 

Det har jeg da ikke tid til, alt det her!

Kunne nemt være den første reaktion fra dig på dette.
Altså, at det jo for f**** tager tid fra din arbejdstid, hvis du skal gøre alt dette..
Og måske du også tænker: “hvis jeg skal gøre det, så er jeg da helt sikkert ikke nærværende 😉

Jeg vil påstå, at du ikke har tid til at lade være!
Og at du bliver – mere – nærværende af det. Både i situationen og bagefter.

Fordi….
…hvis du ikke gør det, hvis du ikke bruger tiden – så risikerer du at dit fravær er større end dit nærvær…og SÅ har vi balladen ;-), i forhold til din personlige og professionelle gennemslagskraft, og dét påvirker dine resultater. Og – så er der også fare for at du kommer til at glide over i en eller anden ligegyldighed overfor det du bruger mange timer på hver dag.

Fordi…
…hvis du gør det – så kommer du til at være og udstråle dine ressoucer – så du kan udfolde dig.
Dit nærvær kommer til udtryk!!
Og det har betydning for udfaldet af det du gør.
Og for dig.

 

Det er et eftersyn der ikke kan gentages for tit!
Fordi alt muligt ændrer sig hele tiden.
Også vores måde at være tilstede på … nærværende…eller ..

 

OG SÅ LIGE TIL SIDST:
Jeg har udgivet meditationer om de tre områder som jeg har skrevet om: kroppen, tankerne og følelserne.
Meditationer som kan hjælpe dig – i en rolig stund – til at få “styr på” …reflekterer over, mærke… din krop, tanker og følelser …i forhold til dit nærvær.
Du kan skrive til mig, hvis du er interesseret i at købe dem….de koster 29 kr. stykket – og sendes til dig, så du kan downloade dem og bruge dem præcis hvor og når du har lyst til det, og brug for det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top