skip to Main Content

BLOG

Dig og dine drømme.

Dette blogindlæg er en kanaliseret inspiration.
Bragt til dig.
Måske det vækker genklang….giver inspiration.
Til dig.

Tiden er intens.
Tiden er fyldt.
Tiden er fuld.

Tiden er til at gøre nyt.
Tiden er til at vælge. Til.
Tiden er …. til at finde ind. Finde ind til dig. Ind i dig. Ind til det der bor i dig, helt derinde i dit hjertes kammer, hvor dine drømme bor. De drømme du måske ikke har helt fremme i din bevidsthed. Men som ligger der og triller lidt rundt i dig, i din krop og dine tanker…uden du måske helt kan mærke hvad det handler om.

Denne måned er meget velegnet til at nå ind til det, til den – til dem.

Denne måned er velegnet fordi – blandt andet – at efteråret banker på…så småt.
Så småt går sommeren langsomt på hæld og tiden kommer til at hvile lidt mere…trække lidt mere indendørs, lidt mere indenbords, lidt mere ind i dig.

Med nydelse. Med nydelse af de energier og strejf af sommeren, som netop er kendetegnet ved denne tid på året.
Lidt mere ro. Lidt mere fordybelse. Stadig aktivitet. Sådan er denne tid på året.

Og, det er denne tid, disse energier der er i årstiden, som – kombineret med de kolelktive energier i små og store sammenhænge – giver disse muligheder.
Til refleksion. Over værdier. Over hvad der giver mening. Hvad der er mening. For dig.

Hvis du et øjeblik kaster dit blik ud i et større perspektiv  – ud i verden, den store verden, så vil du vide hvad der menes med intensitet og fylde og fuld af. Ser på de mennesker der viser dig dette. Ser på de begivenheder der viser dig dette.
Og på de reaktioner der er på det, som viser sig. Reaktioner i dig. Og i – fra – andre.

Hvis du retter blikket indad, når du retter blikket indad, så vil du opdage at det der er i et større perspektiv – også gør sig gældende for dig, i dit indre. At der er begivenheder, og andre mennesker, som giver dig en endnu tættere indgang til dit inderste, og de drømme der ligger der, de værdier der er knyttet til det. For dig.

Lad denne måned være tiden for dig til at være i opmærksomhed med dit indre, dine inderste drømme.
Også selvom du ikke – endnu – ved hvad de indeholder.
Det er tiden til at finde længere ind til dem.
Det er tiden til at lade dem komme frem i lyset, i dagslys.

Du har drømme.
Indre drømme.
Drømme der fylder dit hjerte. Ud.

Måske du længes efter dem. Længes efter at få drømmene levet. Længes efter at få kontakt med dem. Længes efter at finde dem. Længes efter at turde dem. Længes efter at blive forenet med dem.

Måske du slet ikke kender dem. Endnu.
Måske du allerede kender dem.

Uanset hvad, så er dine drømme i dig. I dit hjerte.
Drømmene er dit væsens potentiale. Din essens spejler sig i dem.
Drømmene er dit guddommelige udgangspunkt.
Drømmene er DIG.

Hvad gør du for at finde ind til dem?
Hvad gør du for at lære dem at kende?
Hvad gør du for at lukke dem ud i lyset? – så du kan leve dem?

Det vil vi gerne inspirere dig til idag.
Inspirere dig til at være i forening med dem, så du kan leve det liv som gør dig glad, giver mening, skaber mening – og giver dig balance. Det liv hvor du er i kontakt med din indre kerne. Lever derfra.

At finde ind til drømmene  forudsætter tid – og mod.
Tid til at være lidt stille.
Tid til at lytte.
Tid til at lytte længe nok. Så længe der skal til for at kunne høre, for at kunne sanse, drømmene – igen.
Modet til at være stille i den tid det tager. Ikke nødvendigvis på een gang, men over tid. Altså at være modig og tålmodig i forhold til at give dig selv adgang til drømmene og lade dem komme frem – i det tempo som er det rigtige.

Det kan ikke forceres. Det må have og være i sit eget tempo.
Det der kræver, det der er baggrunden for at det kan lade sig gøre – så du finder ind til dem, helt ind til dem som ligger dybest inde i dig – og som derfor ikke bare er tanker om, hvad der kunne være dejligt, skønt mm. at opnå, leve. Men som er de virkelige sande drømme, dér hvor dit hjerte banker i takt med drømmene.

Vid at du har adgang til de drømme. De bor jo i dig. De er dig. Og du har haft forbindelse til dem før. Før du kom til Jorden. Og også mens du har været her på Jorden. Allerførst i din barndom. Men også senere hen i dit liv har du haft adgang til dem.
Derfor er det egentligt ikke noget nyt du skal have fat i. Det er noget der allerede er i dig. Noget der bor i dig. Noget som du er forenet med – inderst inde. Noget som banker i takt med dit hjerte.

Så, giv dig selv tid til at finde ind til dem.
Dagligt – eller i den rytme der føles rigtig for dig – kan du rette opmærksomheden indad, ind i dit hjerte – ind i din krop – og undersøge hvad det er der er derinde.
Give dig selv lov til at sanse det der er i dig.
Du støder ikke på drømmene lige med det samme. Sandsynligvis.
Du skal sikkert igennem flere lag inde i dig, inden du kommer til drømmene.
Det er ikke sikkert du umiddelbart synes om de lag du kommer i kontakt med. Idet det kan være lag der har lagt sig ovenpå drømmene. I en slags beskyttelse af drømmene. Fordi det i din historie, dit liv, har været nødvendigt at drømmene blev beskyttet. Indtil du har været klar – indtil dit livsbillede har været parat – til at komme i kontakt med dem igen.

Denne beskyttelse har været af gode årsager. Så drømmene er ikke pakket væk. De er blevet beskyttet indtil det blev rette tid for dig og dem til at komme i kontakt igen.
Lagene der beskytter kan dog føles som ikke-ønskede. Både i tankerne. Men også i forhold til det som lagene er lavet af…af historiemæssige årsager og erindringer der bæres hermed.
Lagene kan være begrænsende tanker, lidt negative følelser og så fremdeles. Men vid, at det altså er lag som har beskyttet din drømme til det helt rigtige tidspunkt – og at lagene kan opløses. Løftes væk fra drømmene, så de kan komme frem.

Når du oplever lagene og det de er lavet af, så vid at det er således. Vid at de kan løftes. Det er ikke tunge mønstre eller andet. Det er blot lag. Og alene med dén viden, den indstilling, vil du forholdsvist hurtigt kunne løfte dem du støder på.
Og, det vil føles skønt og befriende i din krop.

At løfte lagene betyder blot at du skal møde dem, når du opdager dem – og anerkende den funktion de har haft – og dermed vil de automatisk opløse sig. Lidt efter lidt. Måske du ikke engang oplever hvornår det sker. Men, du oplever helt sikkert AT det er sket.

For på et tidspunkt vil du opleve, at du ikke har besvær, ikke oplever modstand eller andet der blokerer for dine drømme.
Du vil opleve at du kommer ind til en tilstand, hvor du MÆRKER alle de muligheder du har, alle de muligheder du er …en lethed i dig vil dukke frem.
Fordi du har fået lukket lyset ind i dit inderste drømmekammer.
Og derinde er der masser af muligheder. Det er det drømmenes stof er lavet af.

Og, iblandt disse muligheder – så vil der være noget der i særlig grad er i overensstemmelse med din indre puls. Dit hjertes rytme.
DET ER DINE DRØMME. DIN DRØM.
…og det kan have mange mange udseender, være i stille udgaver, være i udgaver med store armbevægelser.
Det er ikke afgørende for drømmen hvordan den er, hvordan den ser ud.
Det afgørende er at den banker i dit hjertes rytme. Og dermed giver den mening. For dig.

Når det kommer frem. Og det gør det, hvis du går ind i stilheden og tillader lagene at komme frem så de kan opløse sig. Så vil dit mod til at lade drømmene komme – og lade dem blive – være tilstede. Det vil være uundgåeligt.
Fordi det er dig. Fordi dit hjerte er i takt med det.

Drømmene kan bringe ydre forandringer i dit liv. Det kan være i det små – eller i det store.
Drømmene bringer helt sikkert indre forandringer til dig.
De bringer dig mening. De giver dig mening. Fordi de er i eet med dig

Drømme er altså meget mere end tanker om bestemte resultater.  – det kan også godt være tanke, og følelser, omkring bestemte resultater. Men det er meget mere end det. Det er en tilstand af enhed. Med dig.

Så, sæt tid af til dig og dine drømme.
Sæt tid af til at det kan få plads til at komme frem. I lys.
Når det først er kommet frem på denne måde, så kan du leve det – du kan ikke lade være. Det sker automatisk.

Ret dit fokus indad. Og giv tid. Sig til dig selv, at du retter fokus indad for at give plads til drømmene, til at de kan finde frem – og vid at du ikke skal finde på noget nyt – de er der allerede.
Sæt tid af til at være tålmodig.
For det har sit eget liv. Sit eget tempo. Set i forhold til din historie.
Men, vid samtidig  – at tempoet er det rette. For dig.

Og vid så også, at når du har fat i drømmene – så VED du det.
Blot fordi du kan mærke det.

Så enkelt og ligetil er det.

Og vi ved også herfra Lysets haller, at det også kan være svært. Være forbundet med utålmodighed og andre begrænsninger i tanker og følelser at nå indtil dem. Og hertil er der blot at sige: giv tid – og tillad.
Tillad at det kræver tid.
Tillad dig selv, ved at sige det højt i dig – ved at rette bevidst fokus på det  – at drømmene kommer frem.

Tiden er til det.
Både fordi energien er med i denne tid, energien befordrer det så at sige.
Og fordi du er klar. Og det har du vist dig selv ved at læse dette. Ved at være med i dette forløb.

Tak for nu,
Tak for opmærksomheden.
Vi hilser drømmene i dig velkommen – og støtter og inspirerer dig hele tiden.

Vi har været her idag, med een stemme – herfra Lysets haller….vi er en energetisk masse på kryds og tværs fra Universet, som eet samstemmende kor.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top