skip to Main Content

BLOG

 

Igennem nogle år har jeg fulgt en ung pige som har haft det svært i livet.
Hun er kommet i Ki, hvor hun har delt sine tanker og følelser med mig.
Først lagde hun lidt forsigtigt ud. Forståeligt nok.
Stille og roligt åbnede hun, lukkede mig ind i sit univers.
Hvor der var store og bogstaveligt talt helt eksistentielle udfordringer. Mange følelser. Mange tanker. Meget af alt.
Hun har gennem hele forløbet været superreflekterende. Helt vildt faktisk. Også taget sin alder i betragtning.

En af udfordringerne har været angst.
På et tidspunkt spurgte jeg hende, om hun ville beskrive det for mig. Hvordan det var at have angst. For hende.
Det gjorde hun. Hun skrev om det.  Og så talte vi om det dérfra.

Hun er nu et sted i livet, hvor angsten ikke fylder så meget. Den er der.
Hun har gjort en indsats for at lære den at kende, tage den i hånden og leve med den. Så den ikke fylder så meget. Og så er livet blevet lettere derfra.

Jeg har spurgt hende om jeg måtte dele hendes beskrivelse her på bloggen.
Fordi det er intenst og rørende skrevet.
Og fordi det kan måske kan hjælpe til at forstå.

Forstå angst.
Som er så uforståelig i sig selv.

Både for dem som kender til det.
Og for dem som ikke kender til det….men som kender en der kender det.

Hun sagde: “ja, hvis du tror det kan hjælpe nogen”.

Og det tror jeg. Helt sikkert.

Læs selv.
Hvad tror du?

 

Bier i mine ører.

Udefra er det nemt at tro, at jeg har styr på det hele, fordi mit hår er nyvasket og fordi jeg smiler.
Folk antager, at hvis man ikke kan se det, så er det der ikke.
Som om at smerte ikke eksisterer, hvis ikke man bløder.

Men nogle gange er de mest smertefulde dæmoner, dem man ikke kan se. Derfor må man bare lære at smile, fordi ingen kan lide at snakke om de svære ting.
Jeg kan ikke lide at snakke om de svære ting.
Man må bare spille spillet godt og håbe på man har brikker nok.

 

Så du vil vide hvad der sker, når jeg bliver bange for at blive bange?

I hovedet udtænker jeg måder at flygte på.
Jeg står i kø og tænker over hvordan og hvornår alting kan gå galt.
Jeg tænker for meget.
Jeg tænker forud.
Jeg tænker bagud.
Jeg tænker til siden.

Jeg vil ikke vise mine svagheder fordi folk dømmer. De vil sige jeg piber eller at jeg er dramatisk. Det er nemmere at gemme det.
Folk ved ikke hvor længe jeg ligger grædende og hjælpeløs på gulvet uden grund.
De forstår ikke, at følelsen lammer mig.
De forstår ikke, at jeg har lyst til at skade mig selv og min krop.

Jeg prøver at holde fast i, hvad der er tilbage. Jeg prøver at opføre mig normalt.
Det føles som om, at alle celler i min krop bevæger sig så hurtigt, at mine blodårer bliver lammede.
Det føles som bier i mine ører.
Det føles som en ødelagt lydmaskine, der spiller alle lyde på en gang og jeg opdager ikke engang, at jeg knækker fingre eller gnidder min pegefinger imod min tommelfinger.

Jeg holder fast i mig selv, som om at jeg var den eneste livline over hullet mellem virkeligheden og mine to egne fødder.
Jeg undgår øjenkontakt.
Ikke fordi at jeg ikke lytter på hvad du siger, men fordi jeg lytter til lyden af min egen stemme, der håber at du ikke gennem dine ører også kan høre lydmaskinen.
Mine håndflader er svedige og jeg glemte at tænke bag mine ord på andet en usikkerhed.

Angsten føles som ild og som uforklarlig varm udslæt.
Som om at løsningen til denne følelse var mellem mine tænder og gummer.
Jeg kan ikke mærke mine fødder.
Det føles som om, at jeg bevæger mig hurtigere end 60 sekunder på et minut, imens jeg prøver at indhente stopuret.

Der er ikke en løsning ligesom i matematik.
Jeg kan ikke finde kvadratroden af problemet, fordi for det meste af tiden er der ikke noget problem.
Der er ikke noget liv eller død.
Det er ingen årsag eller rytme.
Det er kun mine følelser og jeg føler dem alle på en gang.

Jeg mangler kontrol.
Alting ryster omkring mig og jeg kan ikke se ud af mine tårefyldte øjne.

Det er svært at forklare følelser.
Enormt svært.
Alle føler de samme følelser på forskellige måder.

Mine øjne er tunge og jeg er svimmel.
Det er som om jeg mangler noget, men jeg ved ikke hvad.

Jeg har kvalme.
Jeg vil så gerne kunne beskrive præcis hvordan min krop føles, men jeg ved slet ikke hvilke ord jeg skal bruge.

Det føles som om, der ikke er nogen ende på denne følelse.

Det eneste jeg kan, er at græde.
Og det gør jeg, men det hjælper ikke på noget.

Jeg får lyst til at skære i mig selv, men det kan jeg ikke, fordi jeg skal beskytte dem omkring mig.
De skal ikke bekymre sig.

Det eneste jeg beder om er forståelse.
Det er svært at klare sig igennem en hel dag.
Nogle dage er bedre end andre, og nogle dage er værre.

Men det er bare dage, og der er flere hvor de kommer fra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top