HOVEDET ER DET SIDSTE …

Du har sikkert hørt  mig sige dette MANGE gange: “hovedet er det sidste….”  – afhængig af flowet der guides, kan der komme noget bagefter.

Fx:
…. i cat til cat tuck: “hovedet er det sidste, der krummer…” – og fra cat tuck til cat: “hovedet er det sidste der rettes op”
…. i roll to standing: “hovedet er det sidste der rettes op…bevægelsen starter først når armene er vandret”
…  til mountain: “træk sædet baglæns, kig frem helt indtil ørerne er mellem overarmene”
… fra mountain til runner: “krum rygsøjlen mens du fører benet frem, når benet er i runnerposition, rettes rygsøjlen op …hoveder er det sidste”

Og alle de gange hvor jeg prøver at inspirere til, at du bruger din krop til at orientere dig i forhold til dine props – så du ikke skal bruge øjnene, som jo er den del af hovedet 😉
Ikke alene forstyrres vores nervesystem , når vi bruger øjnene til at orientere os, fordi der er SÅ MANGE andre ting vi ser på vejen (hen til  vores props) – synsindtryk som vi påvirkes af, uanset om vi er opmærksomme på det eller ej.
Vi lader også hovedet været udgangspunkt.

For, i hverdagen er det som regel hovedet der styrer.
Det er hovedet, der har højeste prioritet.
Det vi bruger, når vi skal orientere os – det vi bruger, når vi skal skynde os; bare prøv at se, hvordan kropsholdningen er hos mennesker (og det er os alle😉) der går stærkt – de går lidt foran sig selv, med hovedet først/foran deres kropsakse.
Vægtfordelingen på fødderne ligger primært på forfoden og frem … vi tilter lidt fremad – og det er klart, at vi så ikke er i fuld balance, ikke i kontakt med vores midterakse.
Det handler om, at komme hen til noget …. nogle gange så hurtigt, og som muligt.

I Triyoga øver vi os i at lade hovedet komme sidst.
Og det er så ikke helt rigtigt: hovedet kommer som en naturlig forlængelse af vores rygsøjle … og vi orienterer os som oftest  i flows fra bunden af rygsøjlen, vores haleben, som oprindeligt har været vores navigations- og bevægelsesredskab (i vores fostertilstand).

Når vi gør det, får hovedet en mere naturlig placering i forhold til resten af kroppen.
VI har en kontakt til vores midterakse, og har det bedste udgangspunkt for at holde balancen.
Og, vi så får vi også mindre travlt med at lade vores intellekt være udgangspunktet for hvor vi er i en bevægelse og hvor vi skal hen.
Vi lader kroppen vise os vejen – og så går det ofte meget lettere, end når vi tænker over det 😉

Dette er en invitation til dig om at integrere dette perspektiv i din Triyoga-praksis.
Lad kroppen vise vejen.
Lad hovedet være en naturlig forlængelse af rygsøjlen – og ikke navigationscentralen!